Brainware Brainware

Opfølgning

Previos Post

Nu er det efterhånden ved at være et stykke tid siden, at der er kommet en opdatering. Jeg vil derfor give jer et indblik i, hvad der er sket siden sidst. Jeg har været i to virksomhedspraktikker. Jeg var lagermedarbejder hos PakkecenterNord i Brønderslev og IT-medarbejder hos Kunsten i Aalborg. Det var to lærerige virksomhedspraktikker, hvor jeg fik udvidet mit netværk, og fik nye relationer.

Jeg står jo desværre i den situation, at mine dagpenge stopper i marts 2020. Derfor gør jeg alt, hvad jeg kan for at kunne få foden indenfor arbejdsmarkedet igen. Jeg har fra min uddannelse og tidligere jobs erfaring med online marketing, tekstforfatning, analyse samt vedligeholdelse/opdatering af hjemmesider i CMS systemet WordPress. Jeg har ikke så meget erfaring endnu, at jeg kan kalde mig ekspert, men jeg arbejder hårdt, og bliver hele tiden bedre, jo mere jeg arbejder med de forskellige områder.

Der er også andre grene indenfor IT og marketing, som jeg gerne vil arbejde med. Da jeg var i virksomhedspraktik hos Kunsten, skulle jeg arbejde med data fra forskellige virksomheder i CRM systemet Microsoft Dynamics. Det var første gang, jeg arbejdede med det system, men det var virkelig spændende, at kunne fordybe sig i det, og organisere virksomheder og medlemmer. Jeg har som sagt også arbejdet en del med WordPress, og kunne godt tænke mig at arbejde med webshops. Her tænker jeg på at kunne oprette og vedligeholde produkter, samt skrive tekster til dem, og hele tiden sørge for, at webshoppen er opdateret.

Jeg har jo den udfordring, at jeg stammer. Det er især tydeligt, når jeg møder mennesker, som jeg ikke kender. Med tiden bliver det dog bedre, når jeg føler mig tryg, og begynder at kende de folk, som jeg arbejder med. Jeg vil aldrig holde op med at stamme, men det bliver lettere. Min stammen har også lidt indflydelse på de stillinger, jeg søger. Jeg kan ikke varetage et job, hvor jeg skal snakke meget i telefon. Selvom jeg stammer, så er jeg heller ikke typen, som lukker mig inde i mig selv. Jeg kan godt lide at lave ting med mine kollegaer, og jeg begynder også at åbne mig mere op, jo mere jeg lære jer at kende. Det at jeg stammer, gør nogle gange, at det kan skræmme folk, men det har absolut ingen indflydelse på mine faglige kvalifikationer. Jeg ønsker bare virkelig at få lov til at vise, hvem jeg er, og hvad jeg kan.

Hvis jeg har fanget din opmærksomhed, så er du meget velkommen til at skrive til mig. Jeg har mulighed for virksomhedspraktik. Håber selvfølgelig at det kunne blive til mere efter virksomhedspraktikken, men ellers har vi i det mindste lært hinanden at kende, og I ved, hvem jeg er, hvis I f.eks. kommer til at skulle bruge nye medarbejdere.

Jeg har altid mulighed for at komme på besøg, hvor jeg kan uddybe min faglige og personlige viden samt give yderligere oplysninger om mig selv.

Previos Post Share Post :